Da Trolddomen hved - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten Dend Smerte
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De under ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som Sanser uden
Han gliider useet dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For Guderst hafver nogensinde Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund paa det de aldrig kunde finde
End han - I Hirte: Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Bund Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som Fryckt i Natten Skald de ffromme falme
The spell did breake and release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden approaching
he was As he wander'd men On the surface of - no change No change as the within
fear him, these fooles A power pure, nature Perception delusion
them he walks unseen Like a tint if The of Night
No voice of God did Man He did hide Werewolf & Phantom, & Beast - Mere names given to what fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling O'er the soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him welcome from a sky
... And by the Of his psalme Feare shall be harvest From the hearts of men