Da Trolddomen bleff hved - & Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at Dend vaer
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed I Liivets ydre vaer der intet Lig det han hafvde flt i Ulvens
De trller ham Med at Sind ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser uden
Han gliider blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For ingen Guderst hafver Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hirte: Een Affgrund Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den lydende Som Fryckt i Natten Skald de atter falme
The spell did breake and release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden approaching
he was As he with men On the surface of - no change No change as the within
They him, these fooles A power pure, unveil'd Perception delusion
Amongst them he unseen Like a tint if The of Night
No voice of God did Man He did hide Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere names given to they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea Which its deeps
- An animal crawling the wintry soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, him welcome from a waning sky
... And by the Of his psalme Feare shall be agayn From the Pious of men